Aarhus Teater er Danmarks største landsdelsscene med fem scener under samme tag. Det er opført i slutningen af 1890'erne på initiativ af en kreds af teaterinteresserede borgere i Århus, og blev indviet 15. september 1900.
Det er opført i jugendstilen, tegnet af arkitekten Hack Kampmann. Udsmykningerne er udført af billedkunstneren Karl Hansen-Reistrup, og Holberg-figurerne i frisen på teatrets facade er af professor Hans Tegner.
Aarhus Teater besøges årligt af 100.000 tilskuere. Der spilles omkring 450 forestillinger fordelt på omkring 20 produktioner, med stor vægt på egenproduktioner. Teatret har et stort ensemble af fastansatte skuespillere; Det har egen snedker-, maler- og skræddersal og rekvisitværksted.