Størrelse: 50 x 75 cm
I 1457 havde byen et byting, og i 1486 nævnes både byfoged og byskriver.
Byen havde i middelalderen et hospital for fattige (først nævnt i et kongeligt brev af 1490), senere kaldet "Kærlingegaarden" eller "Hr. Erik Ottesens fattige Folks Gaard" (Erik Ottesen Rosenkrantz gav gods til hospitalet 1496 og 1503).
I den katolske tid har det vistnok været knyttet til klosteret, efter reformationen stod det under lensmændene. Det nævnes sidste gang 1650.
Hvor det har ligget, vides ikke.[2]
Renæssancen
I 1536 opføres byen blandt landets købstæder, der sendte udsendinge til København, og i de følgende år er der flere eksempler på noget lignende.
For øvrigt vedblev den længe at stå i afhængighedsforhold til klosteret, til hvilket den foruden jordskyld og kornafgift måtte yde hoveri indtil 1631 eller 1634.
Byen havde for øvrigt fra gammel tid sin egen kirke, Skt. Peders Kirke, der vist nok har været sognekirke for den oprindelige landsby og lå omtrent på hjørnet af Teglgades Bakke og Kirkegade.
Den er måske bleven nedbrudt, efter at klosterkirken var bleven sognekirke; endnu på Resens Tid (1677) stod dog tårnet, hvori byens stormklokke hang, men i 1729 var det forsvundet.
Af betydning for byen var navnlig udførslen fra omegnens teglværker og kalkbrænderier, som var ret betydelig i begyndelsen af den nyere tid.
Christian III lod hente store skibsladninger kalk til Kolding og andre steder, Frederik II og Christian IV til Kronborg, Frederiksborg og København, ja der skete endog Udførsel til Tyskland.
Også folk, der søgte klosteret, droges til byen; således vides enkelte adelige at have haft gårde i byen.
Købstadsprivilegier fik den dog vistnok først ved brev af 23. maj 1592, der gav indbyggerne ret til at bruge sådan handel og borgerlig næring og købstadsfrihed, som andre købstæder i riget nød, navnlig samme privilegier som Hobro.
Indtil 1592 har byen vel indtaget en stilling omtrent som flække, om end den ofte er bleven behandlet som købstad.
Nogen større by blev den dog ikke, og dens tilbagegang begyndte allerede tidlig, vistnok endnu før den blev købstad, hvad der skyldtes dels klosterets nedlæggelse som forsørgelsesanstalt for adelige Kvinder, idet de adelige familier da snart flyttede bort fra byen, dels et par store ildebrande, den 22. juni 1573 og i 1583, dels kalkbrændingens aftagen efterhånden, som de omliggende skove ødelagdes ved den skånselsløse forbrug af brændsel.
Efter branden 1583 skal næppe halvdelen af de brændte huse være bleven genopført, og grundene udlagdes til haver, marker og enge.
Også den omstændighed, at landevejen mellem Randers og Aalborg, som fra gammel tid gik over Mariager og gjorde byen til det vigtigste færgested over fjorden, blev forlagt over Hadsund, vistnok i første halvdel af det 17. århundrede, har skadet den.
I det 17. århundrede kom nye ulykker over den lille by.
Under krigene var den besat af fjender, således 1627-29 af de kejserlige.
Den 28. oktober 1629 gav kongen en del brandlidte frihed for skat og tynge, og dette gentoges 1636 for nye brandlidte.
Under enevælden
Efter Krigen 1657-60, i hvilken Mariager utvivlsomt har lidt meget, flyttede mange bort fra byen.
Byens øvrighed var en borgmester og 5 rådmænd.
Ved forordning af 28. januar 1682 blev de sidstes antal indskrænket til 2, ved reskript af 13. oktober 1682 endog kun til en byfoged.
Først 1868 fik Mariager atter borgmester og råd.
I 1672 var der 370 indbyggere.
I 1680 oplyste borgerne i en ansøgning til kongen, at der i de sidste år var brændt 16 gårde og 43 huse, og at i alt 123 ejendomme stod ødelagte eller ubeboede.
I de følgende år var næsten al næring ophørt, blandt andet fordi toldstedet i 1680 var blevet forlagt til Hadsund, og fattigdommen var overordentlig stor.
Efter en ny brand i 1687 gav kongen byen frihed for skatter i 10 år.
Atter i den Store Nordiske Krig led byen.
I 1732, 1764 og 1. december 1775 var der nye brande; dertil kom ødelæggende kvægsygdomme (1746-47 døde 148 stykker hornkvæg).
I 1769 havde byen 402 indbyggere, i 1787 393 indbyggere.
I 1775 havde den kun eet skib.
En latinskole, der grundlagdes af Christian III, ophævedes 1739.
I 1720'erne blev store dele af klosteret revet ned og Mariager stagnerede efterhånden, så den i 1801 kun havde 414 indbyggere.
Den tjente dog stadigvæk som en slags havnested for domkirkebyen Viborg.
Landbrug og fiskeri var meget vitale erhverv for den lille fjordby.
I 1808 var en afdeling spanske tropper indkvarteret i Mariager.
Først op i det 19. århundrede begyndte byen at komme noget til kræfter og har taget del i landets almindelige opkomst, omend den vedblev at indtage en beskedne plads blandt landets købstæder, ikke mindst fordi Hobro og Hadsund var dens konkurrenter.
I 1864 var byen en tid besat af preusserne.