Området Silkeborg Bad har i 136 år levet en omskiftelig tilværelse, som kursted 1883-1983, militært hovedkvarter 1943-1945, flygtningelejr i perioder og nu i godt 25 år, siden 1992, som en nutidig kunsthal.
Kursted
Interessen for at åbne et kursted startede allerede i midten af 1800-tallet, da området omkring Arnakkekilden blev et yndet udflugtsmål for borgere i Silkeborg. Den første der prøvede at åbne en kuranstalt var Silkeborgs grundlægger Michael Drewsen i 1872, men da området var statens og denne ikke ville overdrage området til en enkelt person, opgav han foretagendet. Efter nogle år prøvede den københavnske læge Benjamin Olsen så samme forehavende, sammen med kolleger, men da staten stadig var tilbageholdende med at overdrage jorden tog det syv år før Silkeborg Bad kunne åbne 1. juli 1883. Kubadet, der var et aktrieselskab, kom til at virke præcist 100 år, og gik så konkurs i 1983 efter nogle svære år til sidst. Det oprindelige navn var Silkeborg Vandkuranstalt. I 1918 ændredes navnet til Silkeborg Bad. Herefter fulgte 9 uvisse år for området frem til stiftelsen af KunstCentret Silkeborg Bad i 1992.
Hovedkvarter under besættelsen
I 1942 begyndte den tyske værnemagt at vise interesse for flere bygninger på området. I første omgang lykkedes det bestyrelsen at få afværget en overtagelse under henvisning til stedets lægelige funktion. I 1942 var slaget tabt, og der blev lavet en aftale om at værnemagten "lejede" Silkeborg Bad fra foråret 1943. Det tyske hovedkvarter blev flyttet fra Nyboder Skole til Silkeborg den 5. november 1943. Allerede samme dag var det nye hovedkvarter for Hermann von Hanneken fuldt funktionsklart. I januar 1945 afløstes von Hanneken af generaloberst Georg Lindemann som fungerede som chef for værnemagten i Danmark indtil krigsafslutningen.
