Skulptur af Dronning Dagmar på Ribehus Voldsted.
Dronning Dagmar - Prinsesse Margaretha af Böhmen - blev født i kongeborgen Vysehrad i Prag i slutningen af 1100-tallet. Nøjagtig hvornår vides ikke. Denne borg står stadig og er fantastisk at gå rundt i.
Dagmar var datter af Premysl Ottokar I - konge af Böhmen - og Edel af Meissen. Hun kom til Danmark og blev gift med Valdemar Sejr i 1205 - fødte Valdemar d. Unge i 1209 og døde d. 24. maj 1212. Den mand, hun giftede sig med, var "konge af guds nåde" og både over "de danske og de slaver". Det var det, han kaldte sig, og det var den politiske og religiøse vision - et dansk/slavisk storrige.
Dagmar kom til en meget anerkendt og velanskrevet konge i Europa. Hans far Valdemar d. Store og ærkebiskop Absalon havde fået helgenkåret Valdemars far, Knud Lavard - dette var med til at pointere "Konge af Guds nåde" og dermed kristendommens store betydning i Danmark.
På Riberhus voldsted stod i middelalderen en borg, hvis ruiner stadig kan ses på toppen af den store borgbanke. Her har stået et firfløjet bygningskompleks med spir og tårne, hvorfra en foged varetog kongens interesser i området. Den store banke med sine vandfyldte grave er et velbevaret minde om de borge, der har ligget i mange af middelalderens byer, men hvor alle spor oftest er væk i dag. Bygningerne på Riberhus blev revet ned i slutningen af 1600-årene. Fra toppen af banken, der er et meget søgt turistmål, er der en smuk udsigt over både domkirken, by og marsk, og måske var det virkelig her Dronning Dagmar ud i Ribe lå syg i 1212, som folkeviserne fortæller.