Næsbydale har en spændende historie, og er på mange måder en seværdighed; dalens skabelse, den talrige flora og ikke mindst ”Baronens Hus” – som blev bygget af Baronen på Gavnø i 1918, og senere omdannet til et meget berømt og velbesøgt badehotel og traktørsted i Vesthimmerland.
Dalen blev fredet naturområde i 70´erne, hvorimod bygningerne ikke er fredet, men blot underlagt kystdirektoratets velsignelser. Næsbydales bygninger er med nænsom renovering genopstået som badehotel med restaurant, café i Baronens Hus, og 8 dobbeltværelser.
Dette historiske sted tager sin begyndelse under 1. verdenskrig i 1914, da Baron Otto Reedtz–Thott, og fru Gudrun er på sommertogt i Limfjorden.
Baronessen ser den skønne dal fra søsiden og forelsker sig i stedet.
Baronen køber jorden og arkitekt Jens Ingerslev fra København, en ven af baronen, bliver hyret til at tegne og skabe en sommerbolig. Huset bliver opført i 1918.
Efter Baronens død sidst i 1920erne, beslutter arvingen, Axel Reedtz-Thott, at sælge huset til nogle lokale ildsjæle, som i 1930 omdanner stedet til Badehotel. De nye ejere følger datidens trend med badehoteller og åbner samtidig den smukke dal for offentligheden.
I badehotellets første år er Dirch Passers mor, Ragnhild Fich, bestyrer af pensionatet, og Dirch og familie bor i Næsbydale.
Dirch er ca. 5-7 år på daværende tidspunkt, og gæster fortæller om lokale drenge der legede og gik i skole med Dirch.
Måske falder æblet ikke langt fra stammen, for om Dirchs mor fortæller lokale, at hun var populær som lokal dilletant skuespiller.