Landskab med Gyvel på Djursland.
Almindelig Gyvel (Cytisus scoparius) er en halvkugleformet busk med overhængende vækstform. Grenene er grønne, furede og meget tynde. Bladene er meget fåtallige eller mangler helt. De er i øvrigt trekoblede med elliptiske småblade. Blomsterne er smørgule og har en kraftig, til tider noget overvældende duft. Frugterne er smalle bælge, der tørrer ud på planten og sprænges på grund af indre spændinger, og derved spredes frøene med en lille smæld. Frøene kan ligge uspirede i jorden i op til 10 år.
Ikke-synlige træk
Almindelig Gyvel er meget lyskrævende pionerplante. Den har en stor frøpulje til rådighed i jorden. Den har symbiose med knoldbakterier, som gør den selvforsynende med kvælstof. Den tåler vind og er meget nøjsom. Lav dansk gyvel tåler frost en del bedre end andre gyveltyper, som fryser ned i kolde vintre.
Størrelse
2 × 2 m (75 × 75 cm/år).
Hjemsted
Arten formodes at være oprindelig på tørre, næringsfattige og lysåbne jorde i Danmark og det meste af Europa. Den danner plantesamfund sammen med f.eks. Bølget Bunke, Hedelyng og Hede-Melbærris.
Anvendelse
Busken yder et glimrende og næringsrigt vinterfoder til harevildtet, der ofte gnaver busken helt ned til jorden.