Ulstup Slot er en hovedgård der ligger i Sønder Vinge Sogn, Favrskov Kommune; indtil Kommunalreformen i 1970 lå det i Middelsom Herred, Viborg Amt. Slottet ligger umiddelbart nord for stationsbyen Ulstrup.
Ulstrup Slots historie går tilbage til 1300-tallet, hvor det tilhørte Jens Brandsen, og har senere bl.a. været ejet af Dronning Margrete 1., og en gren af slægten Skeel. De ældste dele af den nuværende bygning er fra omkring 1590, men hovedparten af anlægget i renæssancestil, med de ottekantede hjørnetårne blev bygget 1615-1617. Den anseelige ladegård og porttårnet er opført 1668.
Ulstrup Gods er på 600 hektar.
Langå-Struer-banen er en 102,4 km lang enkeltsporet jernbanestrækning i Midtjylland mellem Langå og Struer. Den blev åbnet i etaper 1863-65. Jernbanen ejes og vedligeholdes af Banedanmark, mens trafikken udføres af Arriva.
Langå-Struer-banen var den anden jernbanestrækning i Nørrejylland efter Aarhus-Langå-Randers Jernbane, der blev åbnet i 1862. Jernbaneloven af 10. marts 1861 indeholdt en bane fra Langå over Viborg og Skive til et punkt ved Venø Bugt og videre til Holstebro. Banen blev bygget af det engelske entreprenørkonsortium Peto, Brassey and Betts for den danske stat.
Strækningen Langå-Viborg blev indviet 20. juli 1863 under festlige former med deltagelse af indenrigsministeren og blev åbnet for trafik dagen efter med to daglige tog i hver retning. Det videre arbejde blev påvirket af krigen i 1864. Den ufærdige strækning Viborg-Skive blev brugt flittigt under de danske styrkers tilbagetog mod Mors, men den blev først indviet officielt 17. oktober 1865. Strækningen Skive-Struer blev åbnet 17. november 1865.
I 1896 blev linjeføringen omkring Viborg omlagt, så den oprindelige station i Viborg, der var en rebroussementsstation, blev flyttet og ændret til en gennemkørselsstation.
Langå-Struer-banen udgår fra sydenden af Langå Station, selv om en stor del af togene på strækningen gennem årene har haft endestation på Randers Station eller Århus Hovedbanegård. Fra Langå løber banen mod vest og følger Gudenåens nordside gennem stationsbyerne Ulstrup og Bjerringbro frem til Tange. Fra Tange fortsætter banen mod vest, indtil den efter Rødkærsbro fortsætter mod nordvest frem til Viborg. Fra Viborg løber banen igen mod vest indtil den efter Stoholm fortsætter mod nord frem til Højslev, hvorfra den igen løber mod vest frem til Skive. Fra Skive fortsætter banen mod sydvest indtil den efter Vinderup løber mod vest langs sydkysten af Venø Bugt frem til Struer, hvor den møder Den Vestjyske Længdebane kort før Struer Station.