Sjelbro maskesten og vejspor.
Det er vel kun de færreste mennesker som skænker stedet en særlig tanke, når Alling Å i dag krydses ad den moderne landevej og betonbro ved Sjelbro. Stedet er dog overordentligt interessant og rummer en god historie om uafbrudt færdsel gennem de sidste 2.000 år.
Nord for åen - i engen vest for landevejen (1) står en oprejst sten. Den kan let ses fra landevejen, og ved nærmere eftersyn ses et indhugget, troldelignende maskebillede med flettet skæg på stenens nordside. Stenen er en såkaldt billedsten og stammer fra vikingetiden omkring år 1.000. Modsat vikingetidens runesten, som oftest er flyttet fra deres oprindelige placering til især kirkerne, står Sjelbro-stenen (2) på sin oprindelige plads, hvor den har markeret en gammel overgang ad en træbygget bro over Alling Å.
Sjelbro-stenen blev fundet i 1951, hvor den lå med maskebilledet nedad på samme sted. Her havde den ligget i ””mands minde”” indtil engens daværende ejer Åge Sørensen tilkaldte Nationalmuseet. Han havde fundet mærkelige linier på stenen, som viste sig at være troldebilledet, og fundet var også startskuddet til de efterfølgende arkæologiske udgravninger i engen omkring stenen, hvorved der fandtes i alt fald 4 meget velbevarede vejføringer fra oldtiden.