ETYMOLOGI Ordet vulkanisering kommer af Vulcanus og -isere, pga. anvendelse af varme, tryk og svovl.
Den ældste vulkaniseringsproces blev opfundet i 1839 af amerikaneren Charles Goodyear, der anvendte fint formalet, krystallinsk svovl til tværbinding af naturgummi ved høj temperatur. Svovlet danner svovlbroer med et eller flere svovlatomer mellem kæderne ved reaktion med gummimolekylernes dobbeltbindinger. Også syntetiske gummityper som styrenbutadien-, butadien- og nitrilgummi vulkaniseres med svovl.
Vulkanisering, proces, hvorved gummi omdannes til en sådan tilstand, at de elastiske egenskaber bliver bibragt, genoprettet, forbedret eller forøget i et større temperaturområde. Ved processen ændres den klæbrige og formbare gummis kædemolekyler gennem en kemisk tværbinding til et elastisk og formstabilt, tredimensionalt netværk.
Ved tilsætning af små mængder af acceleratorer, fx mercaptobenzothiasol (MBT) eller sulfenamider, sammen med aktivatorer, fx kombinationen zinkoxid og stearinsyre, kan svovlmængden reduceres til 1-3 %, og vulkaniseringstiden afkortes til få minutter ved 140 °C. Vulkaniseringen foregår ofte under samtidigt tryk ved sprøjtestøbning eller formpresning. Forstærkede produkter som dæk, armerede slanger og kileremme fremstilles ved autoklave- eller trykvulkanisering.
