Langå fik landets første ø-station, da strækningen Århus-Randers åbnede i 1862. Som skiftestation var Langå en af landets største til op i 1930'erne. Fra 1863 udgik togene også ad Langå-Struer, og fra 1908 gik togene via Laurbjerg Station til Silkeborg og senere til Bramminge.
Langå by var de handelsrejsendes højborg med 7 hoteller, men efter besættelsen mistede stationen sin betydning som skiftestation.
Alligevel blev der bekostet en stor ombygning af Langå Station, som blev et langstrakt projekt og forløb i årene fra 1947-1952. Ombygningen af Langå Station blev foretaget af DSB Arkitekt Sigurd Carl Christensen med respekt for N.P.C. Holsøes oprindelige arkitektur.