Den blaa Anemone
Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne Hjertes Kvarts
maa smeltes ved at se det
den første Dag i Marts.
Hvad gennembrød den sorte Jord
og gav den med sit søblaa Flor
et Stænk af Himlens Tone?
Den lille Anemone,
jeg planted der i Fjor.
Paa Lolland jeg den hented,
et Kærtegn fra min Fødeø.
Saa gik jeg her og vented
og tænkte, den maa dø;
den savner jo sit Skovkvarter,
sin lune Luft, sit fede Ler,
i denne fjendske Zone
forgaar mine Anemone;
jeg ser den aldrig mer.
Nu staar den der og nikker
saa sejersæl i Jyllands Grus
ukuelig og sikker
trods Ensomhed og Gus,
som om Alverdens Modgang her
har givet den et større Værd,
en lille Amazone
og dog min Anemone
som Søens Bølge skær.
Hvad er dog det der skete?
Mit Hjerte koldt og haardt som Kvarts
det smelter ved at se det
den første Dag i Marts.
Jeg tænkte: »Evigt skiltes ad
min Sjæl og Glæden«, da jeg sad
i Vintrens grumme Done.
Nu gør min Anemone
mit Hjerte atter glad.
For denne rene Farve
den er mig som en Vaarens Daab,
den lar mig nyfødt arve
en Evighed af Haab.
Saa bøjer jeg mig da mod Jord
og stryger ømt dit Silkeflor,
en Flig af Naadens Trone.
Du lille Anemone,
hvor er din Skaber stor!
